Foto: Danny Christensen
Mens solen står op over New York, og byen, der aldrig sover, ryster fjerene, klæder en smuk svensk flicka sig på til dagens arbejde. Hun har overnattet i en vens lejlighed, for boligjagten i The Big Apple trækker tænder ud, og drømmelejligheden lader vente på sig. Op af kufferten kommer et par stramme Dr. Denim-jeans (Først: Møde i Marc Jacobs’ showroom), derefter en sort T-shirt fra Acne (Husk: Planlægning af modestof og forside til næste nummer af magasinet StyleBy), favoritstøvlerne fra Hope (Forbered: Møde hos Oscar de la Renta) og sluttelig læderjakken fra Alexander Wang (I aften: Drinks på The Carlyle). Med Céline-tasken over armen, Lypsyl på læberne og et strejf af sort mascara er en af verdens p.t. mest populære stilskabere klar til at indtage Manhattan, hvorfra hun overser det hidtil mest omtalte bloggerkollektiv, Nowmanifest. Elin Kling has arrived.
Med titler som modeblogger, model, stylist, magasinredaktør og onlineiværksætter på sit efterhånden bugnende CV er Elin Kling en af de kvinder, som kan bryste sig af at have opnået international berømmelse og skabt sig et reelt forretningsimperium i den sprøde, unge alder af 28 år. Men Elin Kling er meget mere end det. Hun er blevet et fænomen, som i den grad har redefineret den tidligere opfattelse af modeblogs som en tøset hobby for fattige studerende.
Startede som model
Det stod dog ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Elin Kling, en helt almindelig svensk pige fra en gård i Mariestad med forkærlighed for at gå i pyjamas og passe dyrene på forældrenes gård (hun gik tur med fårene i snor og tog sågar engang en høne med i skole), skulle vokse op til at blive en af sit hjemlands mest populære eksportvarer. Og et forbillede for tusinder af modeinteresserede piger verden over.
“Af en eller anden underlig grund drømte jeg som barn om at blive politibetjent med en cykel og en kanin i cykelkurven,” fortæller Elin Kling fra sin nuværende base i New York.
Med egne ord var hun ikke klassens mest stilige pige: “Da jeg gik i folkeskolen, elskede jeg at sy mit eget tøj. Det endte stort set altid med at se meget mystisk ud, men selv om jeg i dag godt kan blive lidt forfærdet, når jeg ser gamle billeder af mig selv, er jeg alligevel glad for, at jeg turde skille mig ud og eksperimentere.”
Og skille sig ud, det gjorde Elin Kling i stigende grad, som hun blev ældre. Ikke mindst på grund af sit smukke ydre, der som 17-årig gav hende en modelkontrakt og en billet til modemetropolen Milano. Herfra rejste hun verden rundt på modeljob, men som så mange andre i branchen før hende opdagede Elin Kling også hurtigt bagsiden af medaljen ved den forgyldte profession. Ensomhed og modeljobbets konstante økonomiske ustabilitet fik i sidste ende den unge pige til at søge tilbage til Sverige, hvor hun slog sig ned i Stockholm ‒ mange erfaringer og enkelte knubs rigere og med en fast overbevisning om, at hun fremover ville arbejde med noget, hun for alvor brændte for.