Han er landets bedst sælgende rapper, har skrevet mørke tekster om døden, kvinder, der er løse på tråden, og sit eget store behov for accept. I dag er han i et fast forhold, som han selv beskriver som godt, og kan opleves hver lørdag aften i TV 2's nye underholdningsprogram Voice – Danmarks største stemme.

Er Hunden blevet tam?

“Er der ikke noget med, at ens straffeattest bliver visket ren efter fem år?” spørger Liam O’Connor ud i rummet og griner sit karakteristiske grin, der lyder som en spøjs blanding af Jack Nicholson og Fedtmule.

Dansk musiks bedst sælgende rapper er blevet kommercielt folkeeje i TV 2’s nye underholdningsprogram Voice – Danmarks største stemme. Fremover vil det ikke kun være generationerne under 35, der kigger en ekstra gang efter den 1,90 meter høje aarhusianer, når han står nede i SuperBrugsen, men også deres forældre og bedsteforældre. Og i den forbindelse så Liam egentlig gerne, at han kunne slippe for igen at blive mindet om “alt det lort”, han har lavet før i tiden.

“Jeg har tænkt på, om jeg nu skulle til at reintroduceres for folk. For der er jo historier nok!” smiler han lidt træt og tænder (endnu) en cigaret.

Vi sidder i fotografens studie i et gammelt industribyggeri på Refshaleøen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Københavns tårne på den anden side af vandet. Solen strømmer ind ad de store vinduer og varmer lokalet op, og da der også allerede er gang i kakkelovnen, er temperaturen indenfor overraskende tropisk for en ellers skarp vinterdag. Møblementet er en blanding af 70’er-kitsch og moderne funktionalitet, og med et velkomsttraktement af kaffe og småkager får man en følelse af at være på besøg hjemme i nogens stue. Fotografens boxerhund Lulu tuller rundt mellem de fremmede gæster i håb om, at nogen skulle have lyst til at ruske lidt i det blå gummikødben, hun ivrigt smider for fødderne af først den ene, så den anden. Det har Liam selvfølgelig (kælenavn Hunden), og resten af eftermiddagen følger Lulu hengivent hans mindste bevægelse.

Liam O’Connor både lyder og ser ældre ud end sine bare 32 år. Ansigtet er venligt, markant, men hærget af tidligere års intens druk og lange nætter, og det er svært at undgå at lægge mærke til, at han ryster lidt på hænderne, når han fx fingererer ved en af sine cigaretter. For meget absint i årene 2001-03, forklarer han lidt undskyldende under en pause. Liams balancenerve er så godt som ødelagt, og han fortæller, at han kan stå op om morgenen nogle dage for bare at gå direkte ind i en væg.

Kender man lidt til L.O.C.s musik, ledes tankerne hen på sangen Absinthe fra debutalbummet Dominologi (2001): “Hun er grunden til, jeg vælter rundt, har flænger i min hovedbund …” rappede Liam dengang og konstaterede i samme vers, at hans forhold til absinten langtfra var “fryd og gammen”.

Alkoholmisbruget efterlod den unge rapper med en slipstrøm af ødelagte venskaber, fysiske skavanker og til sidst en nat i detention efterfulgt af 74 timers samfundstjeneste, da han slog en mand ned og, ifølge politiet, overfaldt to betjente i foråret 2003.

Det er den slags ting, Liam ikke har lyst til at snakke mere om i dag. Han er videre. Har ikke rørt en dråbe i over seks år, siden ønsket om at være et bedre menneske mod sine omgivelser overvandt trangen til den nemme fortabelse.

Og rapperens nuværende sindstilstand synes da også lysår fra knægten med akut sceneskræk, som drak for at slippe for angsten. To gange siden har Liam lagt Orange Scene ned på Roskilde Festivalen (2008 + 2011), og hans sædvanen tro selvbiografiske fjerde og femte plader, Melankolia/XxxCouture og Libertiner har vist, at kunstneren og lyrikeren L.O.C. er vokset betydeligt i sin tørlagte tilstand.