Efter at have læst i Firenze og London og været i praktik hos blandt andet Wallpaper Magazine, Roberto Cavalli og Alexander McQueen drømte Therese Lindeløv om at arbejde for et af de helt store modebrands.
Det tog hende et helt års målrettet søgning, men nu arbejder hun også som brilledesigner for Gucci.
Hvordan fik du dit job?
“Jeg søgte intenst. Hver dag – i et helt år hos de største modehuse i Italien, Paris, Danmark og London. Ved et tilfælde kom jeg til interview hos Gucci Group, fordi jeg ringede til dem lige i den uge, hvor de skulle beslutte sig for en ny assistent til deres brilledesigner. Jeg fik to dage til at lave et projekt, selvom jeg aldrig havde designet briller før – men det gik åbenbart godt, for Frida Giannini (Guccis kreative chef, red.) valgte mig!”

Hvad går dit job ud på?
“Vi er kun to i brilleafdelingen – min chef og jeg – der har det kreative ansvar for alle Guccis briller, og jeg har derfor rigtig meget ansvar. Jeg er den, der hovedsagligt tegner brillerne. Vi har fire kollektioner og fire shows i løbet af et år.”
Hvorfor drømte du om at få lige netop det her job?
“Jeg har altid syet til mig selv og øvet mig i at tegne modetegninger. Modebranchen giver mig et kæmpe rush, når jeg kan se min idé blive til virkelighed på catwalken og så senere i butikkerne og modemagasinerne.”
Hvad er det bedste og det værste ved at arbejde i modebranchen?
“Tit er der ikke særlig meget respekt for dem, der virkelig arbejder hårdt. Jeg har for eksempel arbejdet for en djævel. Hun gik godt nok ikke i Prada, men i Roberto Cavalli. Hun råbte og skreg af mig og smed ting gennem lokalet, og jeg gik ofte grædende hjem. Det bedste ved branchen er det rush, jeg får, når jeg ser mit arbejde på podiet – og mit store øjeblik var, da Frida Giannini sagde ‘mi fida te’ – som betyder: “jeg tror på dig.”
SÆLGER FOR MATTHEW WILLIAMSON
Skæbnen og en god portion held skaffede hende jobbet i Matthew Williamsons butik i London. Nu behøver Trine Engskov ikke længere drømme om at eje bare en enkelt af hans kjoler – de første 15 hænger allerede i skabet.
Hvordan fik du jobbet?
“Jeg så i vinduet, at de søgte en ny medarbejder, så jeg skrev en ansøgning, kom til samtale og gik videre til en prøvedag. Det gik egentlig okay, men på et tidspunkt kom jeg til at rive en kjole til 15.000 kr. i stykker, fordi lynlåsen sad fast i pailletterne! Heldigvis fik jeg jobbet alligevel, også på trods af at jeg aldrig har arbejdet med mode før, og de ofte får langt over 100 ansøgninger.”
Mød også Stine Kirkegaard Hoffmann, der i en alder af 32 allerede er chef for Noise PR, hvor hun arbejder med højt profilerede danske og internationale kunder inden for mode og livsstil