Altid toneangivende Acne har indgået et samarbejde med det transseksuelle modemagasin Candy og dets chefredaktør Luis Venegas, og lanceret en ny skjortekollektion til transvestitter og ’cross dressers’.
Kollektionen består af tre forskellige styles, alle baseret på den klassiske western-skjorte og navngivet efter Venegas’ yndlingsshow, Dynasty. Skjorterne, i silke og denim, bærer således navnene Alexis, Sammy Jo og Krystle, og fås i både stonewashed og bleget kvalitet.
Acnes kreative direktør Jonny Johansson fortæller til Vogue.com:
”Denne kollektion er et sjovt samarbejde og en hyldest til forskellighed. Den rører ved ideer, jeg altid har leget med når jeg har designet for Acne – spændingerne mellem det mandlige og det kvindelige og hvad der sker, når man blander tingene lidt rundt.”