Mark Fast
Mark Fast er som skabt til den skandinaviske kvinde – eller i hvert fald den strik-elskende af slagsen. For hvem elsker ikke en rigtig god og lækker strik? Og med Mark Fasts strik kan du oven i købet være sexet samtidigt.
Det er ingen hemmelighed, at undertegnede er urimeligt glad for Mark Fast og har været det siden 2009, hvor han sendte plus-size modeller ned af catwalken i små, sexede strikkjoler og senere lavede et samarbejde med Topshop – åh disse minder. Dog kan en kritik af Fasts arbejde være, at hans styles måske ikke er de mest brugbare i verden. Få kvinder kan få sig selv til at gå med en numsekort kjole med et gennemsigtigt hulmøster over alt. Mark laver modeltøj til modeller, uden tvivl.
Og det gør han stadig, men ved hans vinter 2012-kollektion viste han et mere brugbart twist, fx benyttede han lag-på-lag og fulgte endda den sporty tendens som ses her, dér og alle vegne med enkle styles.
Modelkjolerne var der stadig, men de var blevet strammet op og gjort mere hverdags-agtige. Og så hjalp det naturligvis også, at Kanye West sad på første række, hvilket straks har sat en lang række rygter i gang om hvorvidt han og Mark Fast skal indgå et designsamarbejde, dette kan kun tiden vise. – Men indtil da, vil jeg i hvert fald nyde den brugbare Fast.